Harry Hole-serien

Jo Nesbøs Harry Hole-serie er solgt i over 40 millioner eksemplarer.

Jo Nesbø 

Serien om Harry Hole har placeret norske Jo Nesbø helt oppe blandt verdens førende krimiforfattere.

Nesbø har igen og igen vist, at han kan kombinere komplekse plot, voksende spænding og brillante personskildringer med tidløse temaer som forræderi, tro og hævn.

Harry Hole er Oslos hårdkogte og mest sagnomspundne kriminalbetjent. En enspænder, der har det svært med autoriteter og sit buldrende alkoholforbrug: Hole er med andre ord fuldblodsalkoholiker, der ikke bare drikker en smule, men går helt til bunds i flasken, når den første tår er taget.

Der er en form for tyngdekraft i historien om Harry Hole, der trækker ham ned i hullet (…) Det er givet på forhånd, at vi skal ned, hvor det gør ondt. Ædru er Hole til gengæld en fremragende politimand. Ugift og uden børn, men fuld af omsorg for sin store kærlighed, Rakel, og hendes søn Oleg.

En umulig karakter, som samtidig er umulig ikke at elske og følge, hvilket formentlig er nøglen til seriens enorme succes.

Harry Hole-bøgerne udgives i dag på 50 sprog og har solgt i over 40 millioner eksemplarer på verdensplan.