I STORMENE som er første bind i Maria Hellebergs store romantrilogi om reformationen i Skandinavien følger vi den unge adelskvinde Elisabeth Gyldenstjerne. Som 15-årig bliver hun gift med en ældre mand, den voldelige Bonde Due. Hun forelsker sig vildt i Stygge Krumpen, og da han bliver valgt til biskop kan han hjælpe hende med at blive skilt - stik i mod alle normer og traditioner. Nu kan de to endelig få hinanden, men den katolske biskop forsvarer bravt sit cølibat, i hvert fald i begyndelsen.
Senere skilles deres veje under dramatiske omstændigheder, og bedre bliver det ikke, da biskop Stygge Krumpen efter reformationen i 1536 bliver fængslet. Elisabeth lever nu i uvished uden ham i mange år. Alligevel vil
kærligheden ikke dø.